Dykkerulykker

Dykning er en spændende fritidsinteresse, som giver mulighed for at opleve den fascinerende verden under vandet. Men vi mennesker kan kun overleve et par minutter under vand uden dykkerudstyr, og det sker at dykkere kommer ud for dårlige oplevelser. Udstyret kan svigte, instruktører og makkere kan fejlvurdere en situation, eller uheldet kan være ude.

Overlever man en dårlig situation i vandet, kan man sidde tilbage med en voldsom og traumatisk oplevelse som man har brug for at tale om. Man kan udvikle angstsymptomer, som ikke begrænser sig til at være i vand, men også i nærheden af vand, eller i situationer på land som kan minde om det der skete nede i vandet.

Udover at være psykolog, kognitiv terapeut og hypnoterapeut, er jeg også teknisk dykker. En teknisk dykker startede som almindelig dykker, men har videreuddannet sig til at kunne dykke enten meget dybt, eller ind i huler eller skibsvrag – steder, hvor det ikke er umiddelbart muligt at komme til overfladen, og hvor dykkerens liv derfor er fuldstændig afhængigt af udstyret og færdighederne i at bruge det. Jeg er huledykker.

Som teknisk dykker har jeg stor basisviden om både udstyr og dykning, og om hvordan ting kan gå galt. Som psykolog har jeg den faglige viden der skal til for at arbejde med traumatiske situationer. Har du været ude for en dykkerulykke, er der en god chance for at jeg kan forklare dig hvad der gik galt. Vi kan drøfte situationen igennem, og bruge kognitiv terapi og hypnose til at bearbejde din dårlige oplevelse. På denne måde kan du få et bedre liv, og måske ovenikøbet komme i nærheden af vand igen.